Interview med Kristina Østergaard

 Interview med Kristina Østergaard 

Af Frida

I vores søgen efter at få et bedre indblik på, hvordan det er at være stresset, var vi så heldige at få lov at interviewe Kristina Østergaard. Hun gik som 22-årig ned med stress, og nu har hun åbnet op og fortalt os om hendes oplevelse.   

Hvor slemt var det?

“Min læge sagde, at jeg havde stress, men også en let depression. Det ville jeg nok ikke selv klassificere det som, selvom jeg var ked af det hele tiden, og kunne ingenting. Jeg var bare en grøntsag; før kunne jeg tage beslutninger og planlægge ting, og men det kunne jeg slet ikke længere. Jeg var ikke mig selv.

Der gik nok et halvt år før jeg gjorde noget ved det, og et næsten år efter var jeg syg, og i meget af tiden kunne jeg ingen ting. Det sidste af tiden gik jeg på dagpenge og ledte efter et job.”

Hvordan påvirkede det dig?

“Det påvirkede mig rigtig meget, for det var hele min hverdag det gik ud over, og det var mest arbejdsrelateret. Det begyndte også at påvirke mit privatliv, fordi at jeg var syg.”

Hvad var det, der er forårsagede det? 

“Det var mest mit arbejde. På det tidspunkt var jeg elev nede i H&M, og jeg kan ikke pege på én grund til at det gik galt, men  det var noget med at jeg gik for meget op i det, jeg ville gerne gøre mit arbejde godt, men at jeg ikke havde nok tid. På den måde igennem længere tid blev jeg påvirket - også på grund af nogle ledere, der ikke var de bedste. Der var mange småting, som i sidste ende blev til noget stort. Jeg stod med et fuldtidsjob, men jeg var også elev og havde en kæmpe fagprøve jeg skulle skrive imens, så der var rigtig meget pres fra mange sider af. “

Er du kommet over det? Hvis ja, hvordan ?

“Det vil jeg selv sige at jeg er, men jeg jo stadig mærke at hvis jeg bliver rigtig presset, så kommer nogle af de der følelser tilbage. Heldigvis kan jeg bedre håndtere dem nu, og jeg kan tage et skridt tilbage og finde ud af hvad jeg skal gøre i stedet for at gå helt ned. 

(Hvordan kom du over det?) Tid. At man får lov til at slappe fuldstændigt af - men det er svært at sige, for det er rigtig individuelt fra person til person. Jeg havde nogle rigtig gode veninder og familie som hjalp mig igennem det.”

(Du var både elev og havde job, droppede du så alt det?)

“Jeg havde heldigvis allerede skrevet min fagprøve og sendt den ind, så jeg skulle egentlig bare op til en sidste eksamen, og efter den så var jeg der ikke mere. “

Hvordan og hvornår startede det?

“Der gik rigtig lang tid før jeg overhovedet fattede, at der var noget galt. Jeg snakkede med min kæreste om det, og han sagde at det jo nok ikke var så slemt. Men jeg var ked af det hele tiden, og der var rigtig mange dårlige dage. Når jeg kom hjem fra arbejde, så kunne jeg ikke noget, jeg var ked af det og græd og havde ikke lyst til at tage tilbage igen. Men jeg blev ved med at presse mig selv til at tage på arbejde. Så jeg tror faktisk, at der gik over et halvt år før jeg gjorde noget ved det.”

Hvad tror du at man kan gøre for at undgå stress?

“Jeg tror at det er rigtig svært at svare på, for mig var det jo hele den situation jeg var i, nede på mit arbejde, og de forventninger jeg havde til mig selv. Det er svært bare at sige “ vær ligeglad med det dér”, “ det er ligemeget, det ordner vi imorgen”. Det er hele den mentalitet, der er i arbejdsmarkedet nu. Man bliver bare mere presset end man måske gjorde førhen. Man skal helst være meget selvstændig og knokle på, og gøre det så godt som overhovedet muligt. Så det handler vel i bund og grund om at have et godt arbejdsmiljø, hvis det er arbejdet der stresser.”

Hvorfor tror du, at det er kvinder mellem 16 og 24 der bliver hårdest ramt af stress?

“Jeg tror måske at piger i den alder tænker mere over tingene end drenge måske gør. Da jeg var syg havde jeg meget tankemylder - jeg tænkte over en hel masse småting, og kunne ikke lægge dem på hylden igen. Det tror jeg måske at piger især kan være slemme til. Jeg var også meget perfektionistisk og ville gøre det så godt som muligt, og det tror jeg også lægger til mange piger at være sådan.”

Har du prøvet yoga eller lignende, og var der nogen der anbefalede det?

“Altså der var ikke nogen der foreslog det. Jeg prøvede en lille smule mindfulness, men det kom jeg væk fra. Det jeg egentlig gjorde mest var at gå ture, og gå ture med min hund. Tage ud og rulle på rulleskøjter, og komme udenfor og væk hjemmefra. Jeg tror det handler om at finde en ting hvor man kan få fred fra sit hoved.”

Hvad synes du om, at der er kommet større fokus på stress?

“Jeg syntes at det er rigtig godt, men jeg synes stadigvæk ikke at det er nok. Noget af det jeg havde rigtig svært ved, det var at min omgangskreds slet ikke vidste hvad de skulle stille op med mig. De vidste ikke hvad det var, eller hvordan de skulle håndtere det. “

( Var det svært for dig at tale om det?)

“Ja. Noget af det jeg bed mest mærke i var, at når man møder nogle af sine venner eller bekendte, så spørger de hvordan det går, selvom de egentlig ikke lyst til at høre hvordan det går. Man sætter meget en facade op. Da jeg var syg havde jeg det jo af helvede til, og der var mange der tog afstand fordi de ikke lige vidste hvad de skulle gøre. 

Jeg har været ærlig hele vejen igennem, men jeg har ikke meget mega offentlig med det, for det var meget privat for mig. “

Da du var syg, satte du så en facade op?

“Det var det, der var med til at det blev så slemt. Hver dag tog jeg på arbejde og skulle smile til folk hele dagen, selvom jeg havde det forfærdeligt indeni. Det kunne jeg ikke til sidst. 

Det er vel måden at man forsøger at beskytte sig selv på. I stedet for at kigge indad og finde ud af, hvorfor at man bliver nød til at smile og være glad og tage en maske på. Man skubber det bare en ekstra dag, og tænker at der bliver bedre i morgen - men det gør det ikke.”